Metode
ISTDP
ISTDP - terapi med fokus på relationer og følelsesmæssig bearbejdning af psykologiske problemstillinger.
ISTDP er en transdiagnostisk og evidensbaseret behandlingsmetode, som anvendes til en bred vifte af psykologiske problemstillinger. Det kan blandt andet være angst, depression, relationelle traumer, personlighedsforstyrrelser og psykosomatiske lidelser. Metoden anbefales af Sundhedsstyrelsen til behandling af depression.
I terapien arbejdes der oplevelsesorienteret i relationen i mellem klient og terapeut. Fokus er på klientens kropsligt oplevede følelsesmæssige reaktioner og impulser, og eventuelle angstreaktioner i forhold til den aktuelle psykologiske problemstilling, som der ønskes hjælp til.
I det terapeutiske arbejde er der et vedvarende fokus på at opdage og ændre uhensigtsmæssige forsvarsstrategier, som klienten ubevidst bruger til at undgå sammensatte følelser i forhold til de betydningsfulde relationer i dennes liv.
Målet med terapien er, at klienten får muligheden for at komme i så dyb som mulig kontakt med de hidtil undgåede følelser og impulser. Derved kan tidligere relationelle traumatiske oplevelser bearbejdes, og klienten vil opleve mindre angst og en større selvindsigt, selvomsorg og forståelse for sine hidtil destruktive forsvarsmønstre.
Den indsigtsgivende effekt af terapien medfører oplevelsen af føle sig mindre fastlåst og handlingslammet i tilværelsen og en oplevelse af øgede personlige ressourcer til at tage vare på sig selv og sine relationer til andre mennesker.
Nogle oplever effekt af terapien efter et kortere forløb på fx 3-5 sessioner, og andre har behov for et længerevarende forløb på fx 10-20 sessioner. Det vil altid være en individuel vurdering, om sessionerne har den ønskede effekt, hvilket jeg har en vedvarende opmærksomhed på i forløbet.
Intensiv Dynamisk Korttidsterapi er psykodynamisk terapi udviklet på psykoanalytisk og tilknytningsteoretisk grundlag. Årsagen til psykiske lidelser anses at skyldes ubevidst undgåede smertefulde følelser fra tidligere erfaringer og i forhold til tidlige tilknytningsrelationer, som i dag tager form i fx angstoplevelser og uhensigtsmæssige forsvarsstrategier i den måde, hvorpå vi relaterer os til os selv og til vores omgivelser.
Jeg er medlem af Dansk selskab for Intensiv Dynamisk Korttidsterapi, og du kan læse yderligere om behandlingsmetoden på selskabets hjemmeside: Læs her.
Jeg holder mig løbende opdateret indenfor denne behandlingsmetode gennem efteruddannelse/kurser, supervision og egenterapi.
© 2020 tanjaskovronne.dk | Psykolog Tanja Skov Rønne | cand.psych.aut | Læs min Privatlivspolitik